Vinifikation
Ståltank
Gæring og lagring i rustfri ståltank, der hverken giver smag eller ilt til vinen og giver mulighed for temperaturstyring.
- Hvornår:
- gæring og lagring
- Effekt:
- Ren frugt og frisk syre
- Typisk for:
- Sauvignon Blanc, Albariño
3 min. læsning
Ståltanke er meget populære i vinproduktion, fordi de giver størst mulig kontrol over gæringsprocessen, både i forhold til styring af ilt og giver mulighed for styring af temperatur, og fordi den ikke afgiver smag til vinen overhovedet.
Før ståltankens indtog i midten af 1900-tallet brugte man næsten udelukkende gamle træfade eller cementtanke, som tillod varierende grader af iltning, men ikke gav mulighed for temperaturstyring.
Ståltanke er lufttætte, hvilket beskytter vinen mod ilt (oxidering). Vinproduktion helt uden ilt kaldes "reduktiv stil", som ofte giver lysere/blegere vine præget af skarp syre og med bevarelse af aromaer af frugt og blomster, som fx citrus, grønne æbler, stikkelsbær, passionsfrugt og nyslået græs for hvidvine og friske hindbær, jordbær og kirsebær for rødvine. Typiske ekspemper er sprøde og friske hvidvine (Riesling, Sauvignon Blanc, Pinot Grigio), friske rosévine og unge, ukomplicerede og frugtige hverdagsrødvine (som f.eks. Beaujolais eller uegede Tempranillo-vine).
Får vinen ilt, fordufter de fine frugt- og blomsteraromaer over tid. Et godt eksempel på dette er at sammenligne en Sauvignon Blanc fra Marlborough (New Zealand), som kun har ligget på rustfrit stål og dermed slet ikke har været udsat for ilt, med en Sauvignon Blanc fra Sancerre, som ofte ligger på store, gamle træfade eller beton, og dermed udsættes for moderate mængder ilt. Dette giver et markant forskelligt aromapræg, så man næsten ikke kan tro, at det er den samme drue: Vinene fra Marlborough er super aromatiske fulde af tropisk frugt, mens vinene fra Sancerre er langt mere afdæmpede.
Vinene kan også blive lukket "for meget inde", så der opstår total mangel på ilt (et kemisk undertryk). Gærcellerne brug for en bittelille smule ilt for at trække vejret ordentligt, og kan den ikke dette, begynder den i stedet at spise løs af de naturlige svovlforbindelser, der findes i druemosten. Som et biprodukt af dette danner gæren nogle stinkende gasarter, som kaldes flygtige svovlforbindelser (eller merkaptaner). Det opleves som flint, krudtrøg eller en nystrøget tændstik, eller, ved højere grader af reduktion, en lugt af kostald eller prut på vinen, især lige efter åbning. Man siger, at vinen har et "reduktivt" præg, og det fordamper for det meste efter at vinen har fået lidt luft., så slyng den gerne rundt i glasset.
I den helt anden ende af skalaen findes den "oxidative stil", hvor vinen har fået meget adgang til ilt. Dette giver typisk vine med kraftigere farveintensitet, en mere rund, cremet og blød mundfølelse og, for rødvin, blødere tanniner. Noterne er typisk varmere, fx ristede hasselnødder, smør, honning, tørret abrikos, svampe og bagt æble for hvidvine og æder, tobak, kaffebønner, tørrede figner, skovbund og svesker for rødvin. Typiske eksempler er de store, tunge og komplekse rødvine (som Barolo, Amarone eller Ribera del Duero) og rige hvidvine (som hvid Bourgogne/Chardonnay). Disse vine vil gerne have ilten og smagen fra egetræsfadene for at udvikle dybde, struktur og bløde tanniner.
Mange naturvine har højere grad af reduktion eller oxidation end konventionelle vine, da man i mindre grad styrer processerne, som dermed kan løbe lidt løbsk.
Forskellige druesorter kan være mere eller mindre følsomme overfor ilt.