Vinifikation
Spontangæring
Gæringen sættes i gang af de vilde gærceller fra marken og kælderen i stedet for af købt gær.
- Hvornår:
- Ved gæringens start
- Effekt:
- Mere lokalt præg, men mindre kontrol
- Typisk for:
- naturvin og små producenter
1 min. læsning
Spontangæring kaldes også vildgæring eller naturgæring.
I stedet for at købe en pakke industrigær (kulturgær) på et laboratorium og hælde den i druemosten, stoler vinbonden på naturen. På selve druernes skaller og inde i selve vinkælderen lever der nemlig i forvejen millioner af naturlige, lokale gærceller (kaldet den ambiente eller vilde gær). Når druerne presses, går disse vilde gærceller i gang med at spise druesukkeret og lave det om til alkohol helt af sig selv.
Vilde gærceller giver en langsommere og mindre forudsigelig gæring, men ofte flere lag i duft og smag, fordi der involveres mange forskellige gærstammer, der afløser hinanden undervejs. sang mere personlighed, fordi vinen får et udtryk der er unikt for lige netop dén vinmark eller dén kælder, det, man kalder "terroir".
Hvor købt gær (kulturgær) er sikrere og mere neutral, er spontangæring er mere risikabel. Fordi man ikke styrer gæringen med laboratoriegær, risikerer vinbonden, at gæringen går i stå midtvejs, eller at der flytter "forkerte" gærstammer ind, som får vinen til at dufte mærkeligt af f.eks. eddike eller svedig hest. Det kræver derfor en ekstremt sund høst og et vågent øje i kælderen.
Mange naturvinsproducenter bruger kun spontangæring.